Arbejde med gadebørn i Manila, Malate.
Jeg har brugt nogle nætter på at gå op og ned af gaden og langsomt få børnene til at vænne sig til mig. Jeg er nu kommet tættere på dem, og jeg bruger nogler timer om natten på at dele mad ud og lave små lege med børnene.

Dejlige unger.

Det er et stykke tid siden jeg har sidst har opdateret noget på bloggen og jeg har derfor en del at indhente. Vi har lavet mange forskellige ting. VI har delt mad ud til børnene i bjergene. De er meget fattige, og de har ikke smagt særlig meget andet end ris, kylling og gris. Vi delte derfor nudler med grøntsager ud og det var virkelig noget de kunne lide. De næster uger ska vi være her hver mandag. Vi starter helt fra bunden med at lege med lette lege og alt skal handle om at opbygge børnenes selvtillid og selvværd, det har de nemlig intet af. Vi har besøgt forskellige områder der er hårdt ramt af oversvømmelse. Det første stykke kunne man gå, men siden hen var vi nød til at sejle gennem gaderne. Vandet er så beskidt, da deres kloaker ikke virker og skraldet sejler rundt. Denne måned er ”Childrens month” hernede og vi skulle derfor have lavet en masse spændende projekter, disse er desværre blevet aflyst pga. vejret. Vi har lavet en plakat-konkurrence, som skulle have emnet ”mine rettigheder”. Her skal alle børnene deltage og den flotteste vinder så en præmie. Dina og jeg prøvede at give nogle ideer til hvad børnene kunne tegne. Der har været meget stille de sidste dage og staffet har haft travlt med en masse nye projekter. Vi har derfor sjippet og tegnet en hel del og så har vi lavet en twister-spil, det var sjovt, da de efter et par timer, fangede hvad det gik ud på. Det billede jeg har lagt en af det lille træ-skur-telt-hus eller hvad man skal kalde det, er en af børnene fra dagcenterets hus. Her sover og bor 6 mennesker.

P.s. Tillykke med fødselsdagen Mormor!

Julen er allerede begyndt hernede, det gør den allerede 24 september. Vi har i koret, som Dina og jeg står for, derfor taget fat på julesangene. Så regner det stadig og der er vand alle steder. I dag kunne vi ikke komme på arbejde og måtte blive på børnehjemmet. Samfundet hernede er pt. sat på pause, gaderne er tomme og folk sover.. Også på børnehjemmet. Filippinerne er gået i hi. (staves det sådan?!) Vores vægmaleri er færdigt. Jeg spiser men sulter. Der er masser af mad men kan simpelthen ikke spise flere ris og heller ikke mere fisk. Lever derfor at varm kakao, hamstret fra Danmark, med forhåbentlig en ny sending undervejs, tyggegummi fyldt med farvestof, mango og havregryn med vand. Vi har hinket i denne uge, leget stoledans og alt hvad vi har kunnet finde på når det regner.

P.s. Så har Silje været til frisøren og er nu blevet meget mørkhåret, de forstod vidst ikke helt hvad jeg sagde.

Kort opdatering: Jeg er flyttet børnehjem, til Pacita, som ligger væk fra centrum af Manila. Det er dejligt. Jeg arbejder i et Drop in center hvor børnene kommer om dagen. Her leger vi, børnene kan få lidt mad og søge ly for regnen og jeg underviser i matematik og engelsk. Når det bliver midt på gaden tager vi os en gruppe lur, på gulvet, og jeg kan fortælle jer at det er super hyggeligt, men man får lus af det! Om aftenen arbejder jeg på gaden, her laver jeg aktiviteter for børnene så de ikke laver ballade og når der er penge til det, deler vi mad ud. Børnene er dejlige og vi har det rigtig sjovt.

Nu er der gået omkring 2 uger af mit meget lange ophold i Manila. Vi er endnu ikke blevet sat på noget fast program, så vi har brugt fantasien en hel del for at få tiden til at gå. Vi er f.eks. gået i gang med et stort vægmaleri, da Kanlungan ønskede sig et kort over verden. Der udover har jeg genfundet glæden ved at sjippe i bue, det er så ærgerligt at det er ved at uddø. Hvorfor kan man ikke som snart 21-årig sjippe i bue på Sankt hans torv, i stedet for altid at skulle sidde på en café, være intellektuel og drikke underlige former for kaffe!?

Forresten har de det mest fantastiske frugt hernede. Man kan simpelthen spise ting, der har samme skrappe farve som legetøj fra Toy’R’us. Jeg glæder mig hver gang der er mad, til at se om der er frugt. Vidste du at der findes mega mange forskellige sorter af bananer? De bruger dem til alt. Man kan simpelthen ikke bo hernede, hvis man ikke spiser bananer. Jeg spiser bananer, men jeg hælder mere og mere til at blive banan-vegatar og min undskyldning er så at den næste generation af unger i DK også skal have lov at vågne op lørdag morgen til bananer i pyjamas. Jeg fik forleden serveret en suppe med gris og grøntsager med kogte bananer, på gaden stoppede vi ved en bod for at købe en godbid, det var så bananer stegt i olie og sukker. Smager fint, hvis man altså synes det er fedt at snacke noget der smager af de brune glaserede kartofler fra juleaften.

Vi har i løbet af denne uge besøgt de forskellige projekter som Kanlungan kører rundt omkring i landet. Vi blev tager godt imod på kaffefarmen, som bliver styret af omkring 20 unge drenge. De var meget generte, men vi blev budt på alt godt fra haven.
Vi skal flytte børnehjem i dag, da de har mere brug for os længere ude på landet. Om aftenen skal jeg arbejde i Tunasans drop in center, hvor gadebørnene kan komme forbi og få mad. Jeg skal hjælpe dem med en masse kreative ting og hjælpe dem med at lære engelsk. Om dagen skal jeg arbejde på gaden langs togskinnerne, hvor de fattigste folk er bosatte. Det bliver hårdt arbejde, men jeg glæder mig.

Efter en rimelig hæftig anomst til den sprudlende storby Manila, og efter en god, og næsten velkendt, menu på den gyldne måge, er jeg ved at være ret så træt. Vi ankom til børnehjemmet Kanlungan kl 1 om natten, og blev derfor stille og roligt vist rundt og installeret i det ca 4 kvm store værelse. Både Dina og jeg tænkte lidt over, hvordan det ville være at komme i kontakt med børnene, da kun nogle få af dem taler engelsk. Den bekymring var der slet ingen grund til, for da jeg stod op næste morgen kom de løbende hen og kastede sig, bogstavlig talt, over mig. Jeg bliver ikke kaldt andet end ate (storesøster) og Barbie, da udtalen af mit navn betyder stol på tagalog, og alle de små griner derfor når jeg siger det.
Alt går fint, vi har lavet smykker og masser af klappelege, og jeg har allerede oplevet hvor meget glæde en helt almindelig billig, gul tennisbold kan sprede. Den store udfordring i dag har været ikke at tænke på at være sulten, da jeg til frokost fik ris (som altid) og et fiskehoved! Der udover er det at huske tallene fra 1 til 10, som børnene ihærdigt prøver at lære mig og ja faktisk nægter de at acceptere at jeg ikke kan. Det skal jeg nok nå, de har mega meget tålmodighed. Jeg glæder mig til at tilbringe de næste mange måneder af mit liv i dette paradis der ligger midt i Manilas slum.