Like this:

Efter en rimelig hæftig anomst til den sprudlende storby Manila, og efter en god, og næsten velkendt, menu på den gyldne måge, er jeg ved at være ret så træt. Vi ankom til børnehjemmet Kanlungan kl 1 om natten, og blev derfor stille og roligt vist rundt og installeret i det ca 4 kvm store værelse. Både Dina og jeg tænkte lidt over, hvordan det ville være at komme i kontakt med børnene, da kun nogle få af dem taler engelsk. Den bekymring var der slet ingen grund til, for da jeg stod op næste morgen kom de løbende hen og kastede sig, bogstavlig talt, over mig. Jeg bliver ikke kaldt andet end ate (storesøster) og Barbie, da udtalen af mit navn betyder stol på tagalog, og alle de små griner derfor når jeg siger det.
Alt går fint, vi har lavet smykker og masser af klappelege, og jeg har allerede oplevet hvor meget glæde en helt almindelig billig, gul tennisbold kan sprede. Den store udfordring i dag har været ikke at tænke på at være sulten, da jeg til frokost fik ris (som altid) og et fiskehoved! Der udover er det at huske tallene fra 1 til 10, som børnene ihærdigt prøver at lære mig og ja faktisk nægter de at acceptere at jeg ikke kan. Det skal jeg nok nå, de har mega meget tålmodighed. Jeg glæder mig til at tilbringe de næste mange måneder af mit liv i dette paradis der ligger midt i Manilas slum.